Feminine mystikere del 2 - Hildegard af Bingen

I en tidligere artikel kiggede vi på, hvorfor kvinder ikke har været særlig fremtrædende i historien og i litteraturen. Det er ikke fordi, de ikke har været der, men fordi de på grund af tidernes sæder og skikke ikke blev tillagt nogen særlig betydning. I tidligere tider var det de stærke mænd, der tegnede flokken, og dermed var ledere, og med religionernes udvikling blev dette yderligere cementeret, idet de maskuline dyder som kraft og styrke blev dyrket, mens de feminine, bløde sider som kærlighed og frugtbarhed var sekundære. Men de stærke kvinder har været der hele tiden. I disse artikler vil vi kigge nærmere på nogle af de mest betydningsfulde.

I forrige artikel behandlede vi de to fremtræden feminine mystikere, den ægyptiske dronning Tiy (ca. 1398 fvt- ca. 1338 fvt) og Jomfru Maria, hvis forunderlige historie stadig har betydning for os den dag i dag. Fra disse bemærkelsesværdige kvinder bevæger vi os omkring 1000 år længere frem til 1098, hvor Hildegard af Bingen kom til verden.

Hildegard af Bingen (1098-1179) er en af middelalderens mest spændende og inspirerende personligheder og en stor mystiker. Hendes viden og erfaring inden for det, man dengang forstod ved lægevidenskab, var på et meget højt niveau. Hun interesserede sig for fysik, skrev digte og komponerede musik; men først og fremmest var hun en spirituel og religiøs begavelse af usædvanligt stort format. Allerede fra sin tidlige barndom havde hun forbløffende visioner af store temaer fra den kristne tradition: Skabelse og syndefald, Guds frelsesplan centreret om Kristi forløsergerning, kosmos og mikrokosmos.

Hildegard var født ind i en adelige familie og fik en uddannelse, der passede sig for en ung adelsfrøken. Allerede da hun var syv år gammel, blev hun overdraget til den fromme og asketiske nonne, Jutta, på klosteret Mount Saint Disibode. Jutta underviste hende i litteratur og latin samt i grundlæggende lægevidenskab og naturvidenskab, og ledte hende ind på den mystiske vej, der var hendes. Som 15-årig blev Hildegard optaget som nonne i klosteret, og i årene fremover fortsatte hun sine studier. Hun var kendt som en stor personlighed og dyrkede tre vigtige grundprincipper Koncentration, meditation og kontemplation. Denne fordybelse hindrede hende dog ikke i samtidig at være meget aktiv på det ydre plan med studier og forskning.

Da Jutta gik over i 1136, blev Hildegard leder af klosteret. Men selv om hun havde en stor hengivenhed og lydighed over for sin kirkes ukrænkelige love, havde hun svært ved at affinde sig med det stillestående liv i klostret, og hun brød denne lydighed og grundlagde i 1147 et selvstændigt benediktinerkloster i Rupertsberg nær Bingen, og senere endnu et kloster i Eibingen nær Riidesheim.

Hildegard gjorde ikke noget for at skjule sine naturlige og overnaturlige evner, og hun kastede sig ud i forskellige former for forskning inden for fysik, kemi og medicin, ligesom hun den ene gang efter den anden kastede sig ud i teologiske og moralske kontroverser. Hildegard var først og fremmest et medium. Hun kunne læse fremtiden som i en åben bog, og hendes kontakter med den åndelige verden gik langt ud over hvad man ellers kendte til inden for kirken i middelalderen. En dag befalede en stemme hende under hendes meditation at nedskrive alt det, Gud havde åbenbaret for hende, og det blev til hendes første bog: Scivias (Kend vejene). En bog med religiøse visioner og symboler og deres fortolkning samt moralske råd, irettesættelser og formaninger. Bogen var ret kontroversiel efter tidens skik og brug, men den regerende pave, Eugene III, anerkendte det skrevne som inspiration fra Helligånden, og accepterede Hildegard som en budbringer fra Gud.

Rygtet om Hildegard spredtes i udlandet, og hun rejste meget rundt i Europa, hvor hun mødte fremtrædende personligheder med hvem hun opretholdt en omfattende korrespondance fuld af mysterier, hemmeligheder og rådgivning. I sine breve skrev hun ofte: "Vær et spejl for livet". Dermed mente hun, at vi skal leve i ubrudt bevidsthed om de højere niveauer i den fysiske verden, i bevidsthed om altings dybe sammenhæng og enhed i Gud. Det jordiske og himmelske må genforenes. Alt har en synlig og en usynlig side. Alt er helligt. Den mystiske helhedsopfattelse, vi i dag ville kalde holisme, gennemtrænger Hildegards syn på mennesket, på forholdet til naturen og forholdet mellem krop og sjæl.

Hildegard skrev flere andre bøger: Liber simplicis medicinae (om simpel medicin) og Liber compositae medicinae eller Causau et curae (årsag og behandling). Senere skrev hun desuden: Liber vitae meritorum, der præsenterede kristen moral via et symbolsk billedsprog, og De operatione Dei eller Liber divinorum operum, hendes store værk om Guds skaberværk, om alle tings dybe sammenhæng og enhed i Gud. I denne bog beskriver hun bl.a. sit syn om Kosmosmennesket, mennesket som mikrokosmos, der genspejler makrokosmos.

Udover bøgerne skrev Hildegard også musik, der er meget dramatisk i sit udtryk. Hun er formodentlig den mest indspillede af samtlige komponister fra før 1600. Et af værkerne er Ordo virtutem, der godt kan betegnes som en slags opera flere hundrede år forud for sin tid. Et andet er Symphonia armonie celestium revelationum, en samling af åndelige sange.

Hildegard blev efterhånden kendt som en viis og klog kvinde, og hun blev mange gange brugt som mægler ved konflikter mellem forskellige lande. Hun formidlede løsninger til den teologiske, den filosofisk og den politiske verden, samt til alle de mange mennesker, der dagligt bad om hendes hjælp. Hun healede dem, beroligede dem og forudsagde deres fremtid. Og d. 17. september 1179 gik en af hendes forudsigelser i opfyldelse, nemlig hendes egen overgang. *

Rosenkors-Ordenen AMORC er en moderne, filosofisk skole med rige traditioner, og undervisningen dækker både de materielle og de immaterielle aspekter af tilværelsen. Formålet med Ordenens virksomhed er at bidrage til menneskehedens kulturelle og åndelige udvikling, og undervisningen indeholder både praktisk livsvisdom og metafysisk filosofi. Der bliver også undervist i meditation og andre øvelser, der har til formål at vække medlemmenes latente psykiske evner. Det er gennem disse evner, man bliver bevidst om den guddommelige helhed, vi alle er en integreret del af. Undervisningen formidles til medlemmene via månedlige udsendelser af studiehæfter samt ved kurser og møder. Du kan læse meget mere om Rosenkors-Ordenen AMORC på www.amorc.dk, www.amorc.se og www.amorc.no.

Soror Amorifera

* Kilde til beskrivelsen af Hildegard af Bingen: Hélène Bernards bog ”Great Women initiates”.