Der er ekstra fokus på kvinder og kvinders position i samfundet i forbindelse med kvindernes internationale kampdag d. 8. marts, men resten af året fortaber det feminine sig lidt i tågerne, ligesom det har gjort i årtusinder. For at vi ikke skal glemme alle dem, der gik foran os og gjorde et stort mystisk arbejde i en mandsdomineret verden, går vi nu videre i vor undersøgelse af fremtrædende feminine mystikere gennem tiden.
Der er nogle væsner, der lyser ekstra stærkt på historiens himmel. De huskes for deres bedrifter, men også for at bidrage til en livskvalitet, der gennemsyrer en hel kultur og løfter den op til et niveau af visdom og udvikling, den måske ikke havde nået uden dem.
Esclarmonde de Foix (1151?-1215?)
Et sådant lysende væsen var Esclarmonde de Foix. Esclarmonde betyder noget i retningen af ”Verdens lys” på det middelaldersprog, der blev talt den gang i det sydlige Frankrig. Hun var en fremtrædende katharer og mystiker, og var en meget intelligent og vidende kvinde.
Katharbevægelsen var en stor udfordring for den romersk-katolske kirke, som katharerne afsværgede. De betragtede sig selv som de eneste sande kristne.
Katharerne afsværgede også Det gamle Testamente og forsvarede et dualistisk verdenssyn. De var fortalere for værdier som lighed og næstekærlighed og vendte ryggen til den katolske kirkes pomp og pragt og verdslige rigdom.
Katharbevægelsen var ikke grundlagt ét bestemt sted, men havde måske spredt sig fra Persien til Europa via Konstantinopel, Balkanlandene og Italien. Den havde arvet elementer fra sufisme, gnosticisme og zarathustrianisme blandet med ovennævnte dualistiske verdenssyn: Gud i forhold til Det Onde; Lys i forhold til Mørke; en god Gud for den spirituelle verden i forhold til en ond Gud for den materielle verden. I det 11. århundrede var der katharer over hele Europe. Men et af de steder, hvor katharbevægelsen virkelig blomsterede, og som man nu forbinder med ordet kathar, var det sydlige Frankrig, hvor bevægelsen var på sit højeste i det 13. århundrede med stor støtte fra adelen.
Esclarmonde de Foix var dybt involveret i katharbevægelsen fra ungdommen, og da hendes mand døde i 1204 kastede hun sig fuldt og helt ud i dette arbejde. Hun forsvarede og beskyttede de forfulgte fra pavestolens inkvisition. I disse svære tider udviste Esclarmonde en udsædvanlig styrke og en dyb social solidaritet, hvilket var meget usædvanligt i det 12. og 13. århundrede. Udover sit mystiske arbejde i katharbevægelsen stod hun også for etableringen af skoler og hospitaler for de fattige i det gamle katharland i det sydvestlige Frankrig, og hun blev et stort forbillede, og vandt mange mennesker for sin sag via sin uselviske velgørenhed og rene mysticisme.
Esclarmonde blev ordineret som Ancienne eller Parfaite, som katharernes præster og præstinder blev kaldt, og i 1206 blev hun også udnævnt til ærkediakon, der svarer lidt til en stiftsprovst. Det er interessant, at katharerne, som den eneste af de kristne bevægelser siden gnostikerne i det 3. århundrede, ordinerede kvinder som biskopper, stiftsprovster og præstinder. Det er måske en af grundene til, at bevægelsen blev så populær hos kvinder, og grunden til at mange midaldrende gifte kvinder bad deres mænd løse dem fra deres ægteskab, så de kunne blive aktive medlemmer af katharbevægelsen. Det er tydeligt, at det lykkedes katharerne at give kvinder en respekteret og aktiv rolle i samfundet som lærer, præstinde og healer.
Der var endda/även kvindelige læger og kirurger, for de gamle katharer var frem for alt trænede i helbredelseskunst.
Træningen i at blive præst i katharsamfundet var lang og besværlig, og den indbefattede læren om, hvordan planter kunne anvendes til helbredelse, observation af stjernerne og naturen, vævekunst, landbrug og simpelt husbyggeri. Efter deres første læretid blev de indviet i den hemmelige viden om metaller og sten samt matematik, astronomi og musik. Selvfølgelig blev de samtidig indviet i deres
kirkes hellige tekster, herunder/däribland bl.a. “The Secret Book of John”, og en anden tekst kaldet “The Book of Love”, der siges at være forfattet af Jesus eller Maria Magdalena.
Esclarmonde fortsatte ufortrødent sit arbejde med at opbygge lokale kathar- samfund, og var med i to forhandlinger mellem katharerne og pavestolen i 1206 og 1207, hvor hun passioneret forsvarede sin ”rebelske” religion, ligesom hun krævede fuldstændig ligestilling mellem kvinder og mænd, noget der allerede var veletableret i katharbevægelsen. Men allerede året efter iværksatte paven et korstog mod katharerne.
Esclarmonde var også med til at genopbygge og forstærke fortet ved Montségur som et center for modstandsbevægelsen, hvor omkring 220 katharer i marts 1244 blev brændt levende på bålet, da de nægtede afsværge deres tro. Ifølge Wolfram von Eschenbach’s epos ”Parcival” (omkring 1200) skulle Den hellige Gral befinde sig i bjerget Munsalvaesche (Montségur), og eposet nævner også Esclarmonde. Så man kan vel med rette samtidig kalde Esclarmonde for en forsvarer af Gralen. Det siges i øvrigt, at det lykkedes 3-4 katharere at slippe væk fra Montségur via en hemmelig flugtvej inden overgivelsen, og at de med sig havde forskellige af katharernes værdigenstande/värdesaker, dokumenter og måske hellige relikvier!
Det smertefulde slag ved Montségur nåede Esclarmonde dog ikke at opleve, da hun forlod sit legeme allerede et sted omkring 1215. Det er lidt svært at bestemme hendes nøjagtige fødsels- og dødsdag. Hendes tro ven og følgesvend, Guilhabert de Castres (1165-1236), skrev efterfølgende ”Store Esclarmonde! En due er fløjet bort, men i Katharlandet vil dit navn for evigt være indgraveret”.
Og hendes minde lever videre. I 1911 forsøgte en komité i Foix at rejse en statue til minde om hende, mens biskoppen i Pamiers gjorde alt hvad han kunne for at forhindre projektet. Senere i det tyvende århundrede kom der igen fokus på Esclarmonde via den tyske mystiker Otto Rahn (1904-1939), der var besat af at finde Den hellige Gral og bl.a. skrev bogen ”Korstog mod Gralen”. Han troede, at katharerne sad inde med svaret på det hellige mysterium, og at nøglerne til deres hemmeligheder fandtes et eller andet sted mellem bjergstykkerne på Montségur.
Men statue eller ej er Esclarmonde de Foix stadig en lysende stjerne på historiens himmel, og et af de stærkeste symboler for kvinders ret til religiøs frihed. Og hun er samtidig en inspirerende rollemodel for mod og styrke mod tyrani og despotisk styre overalt.
Rosenkors-Ordenen AMORC er en moderne, filosofisk skole med rige traditioner, og undervisningen dækker både de materielle og de immaterielle aspekter af tilværelsen. Formålet med Ordenens virksomhed er at bidrage til menneskehedens kulturelle og åndelige udvikling, og undervisningen indeholder både praktisk livsvisdom og metafysisk filosofi. Der bliver også undervist i meditation og andre øvelser, der har til formål at vække medlemmenes latente psykiske evner. Det er gennem disse evner, man bliver bevidst om den guddommelige helhed, vi alle er en integreret del af. Rosenkors-Ordenen har siden starten optaget kvinder og mænd på lige vilkår, og alle følger den samme undervisning og har samme mulighed for at opnå tillidsposter i Ordenen. Du kan læse meget mere om Rosenkors-Ordenen AMORC på www.amorc.dk, www.amorc.se og www.amorc.no.
Soror Amorifera
Inspirationen til beskrivelse af Esclarmonde de Foix’s liv er primært hentet fra: Hélène Bernard ”Great Women initiates”.
Anden inspiration er hentet fra: Anne Baring “Esclarmonde de Foix, her story”.
