Hvis der er én kvinde, der siden sin død på bålet i 1431, har været en uudtømmelig kilde til inspiration for sit mod, sin styrke og sin klogskab helt op til i dag, er det Jeanne d’Arc (1412-1431). Hendes militære og religiøse bedrifter har resulteret i et utal af bøger, artikler, film, teaterforestillinger, og bare i Frankrig er der rejst mere end 20.000 officielle statuer af hende. Jeanne d'Arc har fascineret forfattere fra Shakespeare og Schiller til Mark Twain og Régine Deforges, sangere fra Leonard Cohen til Elton John og filminstruktører fra Carl Th. Dreyer til Luc Besson. Den danske instruktør Carl Th. Dreyer lavede i 1928 filmen "Jeanne d'Arcs lidelse og død" (La Passion de Jeanne d'Arc). Filmen anses for at være en af filmhistoriens vigtigste film.
Det kan virke groteskt, at den katolske kirke, der i inkvisitionens navn så brutalt myrdede denne store indviede, senere tog patent på hendes liv og anvendte hende som propaganda. 25 år efter hendes død på bålet blev der foranstaltet en ny retssag, hvor hun blev pure frikendt, og så sent som i 1920 blev hun helgenkåret af den katolske kirke. I dag er Jeanne d’Arc en af Frankrigs skytshelgener, og har endda en officiel festdag d. 8. maj til minde om indtagelsen af Orléans.
Men tilbage til begyndelsen. Denne berømte franske heltinde, også kaldet Jomfrukrigeren, blev født ind i en velhavende landmandsfamilie i landsbyen Domrémy i den franske region Lorraine d. 6. januar 1412 - under Hundredårskrigen med England. Hun havde en lykkelig barndom, og arbejdede som de andre børn fx med at vogte familiens får. Men hun elskede også sammen med sine venner at lege i skovene, hvor elverfolket regerede, og at deltage i de magiske landsbyfester, der kunne føres helt tilbage til gallernes tid. Men allerhelst lyttede den unge Jeanne til landsbypræstens fortællinger om kirkens helgener, ligesom hun lyttede til poeter og andet godtfolk på gennemrejse, der kunne fortælle malende historier om soldater, engle, blod og vievand, sammensat i en kontekst til Guds ære.
Jeanne holdt af at bevæge sig rundt på marker og i skove i en meditativ tilstand i pagt med naturen, og således var hun 13 år, da hun bevidst fik kontakt med den anden side. Det var angiveligt ærkeenglen Michael, der kontaktede hende og fortalte hende om hendes opgave med at befri den belejrede by Orléans og sørge for, at den franske tronarving blev kronet som Karl VII. I tre år var hun tavs om den opgave, hun havde fået, men da hun var 16 år gammel, blev det helt klart for hende, at hun måtte befri Frankrig fra det britiske overherredømme, og hun henvendte sig til kaptajn Robert Baudricourt i Vaucouleurs og bad om støtte til sit forehavende. Den fik hun efter nogen overtalelse, og da hun var 17 år fik hun foretræde for den franske tronarving, og overbeviste ham om, at hun var udvalgt af Gud til at befri Nordfrankrig fra den engelske besættelse. Karl udstyrede hende med rustning, våben og en lille hær. Det var meget usædvanligt, at en ung bondepige skulle føre en hær, så hun var derfor klædt som mand.
Med sit banner i guld og hvidt, iklædt rustning og med sit sværd, ophævede hun få måneder senere englændernes belejring af byen Orléans og senere af en række andre byer. Orléans havde en afgørende strategisk beliggenhed ved Loire-floden. Sejren var derfor vigtig for at forhindre englændernes yderligere fremmarch.
Jeanne d'Arc vendte tilbage fra slaget ved Orléans under stor jubel, og man sagde, at med hende blev den anden del af den gamle troldmand Merlins profeti opfyldt: ”En jomfru skal komme fra øst og samle den gyldne lilje op, der er faldet ned i støvet”. Den gyldne lilje er synonymt med det franske kongedømme. Første del af profetien, der er mere end 800 år gammel, lød noget i retningen af at: ”I en fjern fremtid ville Frankrig blive tabt af en kvinde…”. Dette henviser tilsyneladende til den daværende dronning Isabel af Bayern, gift med Karl VI. Under hans lange sygdomsperiode underskrev hun på hans vegne i 1420 en traktat med englænderne, der gik ud på, at den engelske konge skulle arve den franske trone efter hendes mands død.
Jeannes triumfer i spidsen for sin hær i de få hæsblæsende måneder i 1429 anses for at være vendepunktet i Hundredårskrigen mellem Frankrig og England, der på det tidspunkt havde varet i mere end 90 år, og d. 17. juli 1429 blev Karl VII kronet til konge i domkirken i Reims – ved Guds nåde og Jeannes mellemkomst.
Jeanne bibragte folket og hæren styrke og selvtillid. Hun blev tilbedt og tilskrevet diverse mirakler. Folket fulgte hende og ville kæmpe ved hendes side. Men Jeanne manglede stadig at drive englænderne helt ud af Frankrig. Hun havde i sine syn forudset alt det, der var sket: Orléans, kroningen, hendes sejre og endda hendes sår. Og hun vidste, at hun kun havde kort tid til at fuldføre sin mission. Hun forsøgte at befri Paris, men det mislykkedes, og da hun i maj 1430 forsøgte at befri Compiègne, blev hun taget til fange af hertugen af Bourgogne, der var allieret med fjenden. Ingen kom hende til hjælp, heller ikke den konge, som hun havde hjulpet til tronen. Hun var i fjendens og kirkens hænder, og kirken var enig med englænderne i, at Jeanne skulle bringes for inkvisitionens domstol i Paris, anklaget for at være kætter.
Anklagerne var bl.a., at hun klippede sit hår og bar en mands klæder, hvilket var forbudt i henhold til kanoniske retsregler; hun blev anklaget for sit klarsyn og klarhørelse, og at hun stod fast på, at hun fik sine ordrer direkte fra himlen, hvilket var et problem for kirken, der mente, at den eneste vej til frelse gik gennem den. Men var det kun en religiøs retssag? Eller skyldtes det, at denne kvinde egenhændig havde frelst et kongedømme, genoprettet tilliden til en svag tronfølger, organiseret modstand i et land, der var under engelske og kirkeligt herredømme? Hvad kunne være mere provokerende, end at denne lille pige i løbet af få uger havde forstyrret de ukrænkelige idéer, som kirken via undertrykkelse og prædikener havde væltet ned over hovederne på deres får, der accepterede kirkens befalinger uden at klage, og ikke havde nogen som helst ret til at sætte spørgsmålstegn ved deres gyldighed.
Jeanne ankom midt i en desperat situation i Frankrigs historie. Landet var besat og delt. Hungersnød, sult, epidemier og grusomhed hærgede. Jeanne kom, fordi nogen havde bedt hende om det. Det er i sådanne tider med nød og lidelse, at fritænkere har bidraget til ændringer på vor planet – det store synlige broder/søsterskab i samarbejde med det store usynlige broder/søsterskab. En frelser var påkrævet, og Jeanne blev sendt! En kvindelig soldat! Det smagte jo lidt af kætteri. Kirken havde ganske vist allerede anerkendt nogle få kvinder som helgener, men det var for deres utrolige venlighed og fromhed. Ingen af dem havde på nogen måde rystet den piedestal, som manden havde sat sig selv op på. Men nu frygtede kirken, at det store lys, som Jeanne kastede på et underkuet folk, ville oplyse den formørkelse, som kirken med vilje opretholdt, så folket ville nægte at leve i dens skygge. Derfor besluttede lederne for den ”eneste tro” at slukke lyset.
D. 30. maj 1431 blev den unge 19-årige Jeanne brændt levende på bålet som kætter. Hun, der på få måneder opnåede, hvad tidligere hærførere ikke havde kunnet, og som det tog franske konger 100 år at gennemføre, og aldrig lykkedes for kirken.
Jeanne d’Arc havde et liv og en død som mange andre indviede. Hun fulgte i fodsporene på Sokrates, Pythagoras, Jesus og mange andre, der havde det i deres magt at undslippe en grusom død, men accepterede det som om, at deres budskab og gerninger først blev manifesteret ved denne ultimative jordiske indvielse. Der er flere paralleller mellem Jeannes og Jesu liv, selv om de levede på forskellige tider og steder. Jeanne havde også dette strålende vibrationsfelt, som masserne kunne føle, og som ikke er blevet sløret af tidens tand. Et rørende ungt menneske, en skueproces stillet på benene af besættelsesmagten og kirken. Der er så mange paralleller mellem Jesu og Jeannes skæbner. Begge havde den opgave at vække mennesker og lande af deres dvale og hjælpe dem med at kravle endnu et trin op ad evolutionens store stige; at igangsætte nødvendige ændringer i samfundet. Det er måske derfor, at Jesus, Jeanne d’Arc og mange andre blev beskyldt for at være revolutionære. Måske ville ordet ”evolutionære” passe bedre?
Rosenkors-Ordenen AMORC er en moderne, filosofisk skole med rige traditioner, og undervisningen dækker både de materielle og de immaterielle aspekter af tilværelsen. Formålet med Ordenens virksomhed er at bidrage til menneskehedens kulturelle og åndelige udvikling, og undervisningen indeholder både praktisk livsvisdom og metafysisk filosofi. Der bliver også undervist i meditation og andre øvelser, der har til formål at vække medlemmenes latente psykiske evner. Det er gennem disse evner, man bliver bevidst om den guddommelige helhed, vi alle er en integreret del af. Undervisningen formidles til medlemmene via månedlige udsendelser af studiehæfter samt ved kurser og møder. Du kan læse meget mere om Rosenkors-Ordenen AMORC på www.amorc.dk, www.amorc.se og www.amorc.no.
Soror Amorifera
Inspirationen til beskrivelse af Jeanne d’Arcs liv er hentet fra: Hélène Bernard: ”Great Women initiates” og andre kilder.
Links til tidligere artikler i serien om feminine mystikere:
